Landkort og landefakta
Netkvik Forside Side 1 af 1
Google Maps via Netkvik
Når det drejer sig om online kort til personligt brug, er der ingen der kommer i nærheden af Google Maps på grund af deres detaljerede satellitkort for hele kloden. Netkvik tilbyder sin egen version af Google Maps på Link 1. Foruden at give et kort i stort format og vejledning på dansk vil du også finde en indstilling af zoom-niveau til enten Gade, By, Region, Land, Kontinent eller Verden. Det er meget nyttigt, da det er svært at ramme et bestemt zoom-niveau med Google's skyder. Som noget unikt kan du på Google Maps via Netkvik aktivere Vis koordinater, som giver dig en visning af bredde- og længdegrad ved musmarkøren. Nyttigt for folk, der bruger GPS. Du kan sætte mærker, der foruden koordinaterne også viser højden over havet.

Du kan også bruge Google Maps via Netkvik til at finde en rute og give en kørselsvejledning. En unik funktion er Klik en rute, som tillader dig at lave en rute ved at klikke på op til 25 punkter, som ruten skal gå igennem. Funktionen er også nyttig til at lave nogle hurtige check af afstande og køretider mellem forskellige byer uden at skulle indtaste adresser, som man skal på Googles eget kort. Vejpunkterne kan i øvrigt flyttes, så man nemt kan checke alternative ruter, og man kan indsætte og fjerne punkter langs ruten. Man kan også eksportere en rute som en KML fil, der nemt kan konverteres til andre formater for upload til et GPS apparat. Et af de formater, der kan vælges til eksport er optimeret til cykling med GPS. En anden cykelfunktion er, at du kan indtaste en vindretning og få % mod-, -med og sidevind for din rute. Du kan gemme ethvert kort, inklusive ruter og mærker, i et link af formen kort.netkvik.dk/1234. Disse links gemmes "for evigt" på Netkviks server, så du til enhver tid og fra enhver computer har adgang til dine egne kort.

Et specielt link kan oprettes med Adresse Link funktionen, der tillader dig at lave et link til et kort med et mærke og en tekstballon ved en adresse, som du vælger, og hvor du kan indtaste f.eks. dit navn eller firmanavn, eller hvad som helst. Der er mange andre funktioner på Google Maps via Netkvik, såsom Go 3D (Google Earth udseende), visning af billeder, videos, webcams og Wikipedia info, Gadefoto, vejret via Wundermap, "Ruter-punkt til punkt" (dvs. ruter, der ikke følger vejene, men som kan lægges hvor som helst) og "undgå motorveje", når du laver ruter, der følger vejene.

Google Maps og Google Earth
Der findes to andre danske sider med en dansksproget version af Google Maps (Links 2-3). findvej.dk vil kun acceptere danske adresser, mens du godt kan taste udenlandske adresser ind på danmarkskort.dk (tast bynavn, landsnavn i feltet "Postnr./by"). Ingen af dem har muligheden for at vise koordinater eller funktioner som Klik en rute, Go 3D, Gadefoto eller Wundermap.

På Google Maps egen side (Link 4) kalder man nu det, der før hed "Hybrid" for "Satellit", og satellit-indstillingen uden visning af veje (som du f.eks. kan finde på "Google Maps via Netkvik") er forsvundet. På Googles eget kort aktiverer man gadefoto ved at flytte en ikon, der ser ud som en lille mand, ud på kortet, hvorved "de blå gader" (dvs. dem der er tilgængelige for gadefoto) kommer til syne. [På Netkvik kommer de blå gader til syne, når du klikker på "Gadefoto", og når du har klikket på det sted, du vil se, viser vi en ikon på kortet, som indikerer den retning, du kikker i.] Hvis du har lyst til at gå på sightseeing i Google Maps, kan du prøve Link 5.

Hvis du vil sammenligne Google Maps' satellitbilleder med andre tjenester af lignende art, såsom Microsoft's og Yahoo's, kunne det tidligere gøres på "Flash Earth" (Link 6), hvor man kan skifte mellem forskellige kort i en menu øverst til venstre. Men det ser ud til, at Flash Earth har droppet Google Maps. Man kan for tiden vælge mellem kort fra NASA, OpenLayers, Micosoft, og Yahoo. Det er synd, at de har droppet Google, som i de fleste tilfælde har det bedste kort.

Google Maps er udmærket, men kan dog slet ikke måle sig med Google Earth. I Google Earth kan du se landskabet i 3D, og du kan ændre højden, vinklen og retningen, du kigger fra. Google Earth er et program du skal downloade og installere, og det er helt sikkert et program, du ikke vil undvære. Hvis du vil udforske et område af den ene eller anden grund - til en rejse, en vandretur, for at se hvor dine venner bor eller opholder sig, eller for at finde et nyt sted at bo - er Google Earth et uforligneligt redskab. Klik på Link 7 for download. Man kan nu også få Google Earth som et browser plugin (Link 8). Installationen aktiveres automatisk, når du har brug for det. Med dette plugin kan du se kort i 3D på websider, som gør brug af Google's kode til at aktivere denne funktion. Du kan bla. a. se Google Earth interfacet i "Google Maps via Netkvik". Her har du dog ikke adgang til alle de funktioner og indstillinger, der findes i programmet. Til gengæld kan du nemt skifte til et almindeligt kort, hvilket du ikke kan gøre i programmet. Det er en stor fordel, når man skal lave ruter.

Både Google Maps (inkl. "via Netkvik") og Google Earth giver dig adgang til fotografier fra mange steder på kortet. I Google Earth vises de som små blå pletter, som bliver til små kameraer, når du zoomer ind. Når du klikker på en blå plet eller et kamera, får du et fotografi fra det pågældende sted. Du kan også uploade dine egne billeder via Panoramio (Link 9). Du kan vælge dansk sprog på siden. Endvidere kan du på Google Earth foretage "tours", hvor du "flyver" fra sted til sted. Sådanne ture er beskrevet i filer af typen KML eller KMZ. Der er mange Google Earth ture på internettet, som du kan prøve, se f.eks. Links 10-11. På sidstnævnte kan vi anbefale "Salmon Migration, Pacific Northwest", som du kan gå direkte til ved at klikke på Link 12. Du kan nemt selv lave dine egne ture. Vi har f.eks. lavet en tur, som går langs en sti, som vi selv har gået på i Grand Canyon, "the Kaibab Trail" (Link 13).

Der findes et par programmer, som kan siges at være konkurrenter til Google Earth, men som er lidt forskellige i funktioner og kvalitet. Et er Microsofts Virtual Earth, som nu hedder "Bing Maps 3D". Det kan downloades fra Link 14. Et andet er NASA's World Wind (Link 15). En sammenligning kan findes på Link 16.

Ruteplan/kørselsvejledning
Google Maps har utvivlsomt de bedste kort, men er ikke altid bedst til ruteplan- lægning i Danmark. Vi lavede i marts 2008 et forsøg med en tur i Danmark på ca. 165 km, hvor der er flere forskellige ruter, man kan tage. Krak, Eniro, Live Search Maps og Maporama (Links 17-20) var dem, der kom op med de korteste og hurtigste ruter. Eniro og Microsoft's "Live Search Maps" gav de bedste resultater. Her kunne man vælge mellem hurtigste og korteste rute, og begge gav os to helt forskellige ruter. De var enige om den hurtigste, men ikke om den korteste, som var meget forskellig.

I mellemtiden er mange af kortene blevet forbedrede, Maporama er forsvundet, og Eniro bruger nu Kraks kort. Vi har ikke gentaget vores test, så vi anbefaler, at du selv prøver forskellige kort til dine ruter. Det mest detaljerede kort for Danmark findes nu på De Gule Sider (Link 21), men vi har ikke checket kvaliteten af deres ruter.

De andre, vi afprøvede i marts 2008 (Links 22-25) samt Google Maps, gav en rute, som var ca. 20 km og 15-30 minutter længere end den hurtigste, vi fandt på de foranstående. De internationale links, vi har inkluderet (Links 23-25), er dem, der kan finde de danske adresser. Mange af de udenlandske sites har svært ved det. Det inkluderer bl.a. Mapquest (Link 26), som før Google Maps var den førende kortmaskine i verden, og som stadig er meget brugt i USA. Det samme gælder for det britiske Multimap (Link 27), som sikkert vil være god at bruge for ruter i Storbritannien.

Som konlusion kan vi anbefale Google Maps via Netkvik samt Krak eller Eniro til at finde ruter i Danmark. Hvis du har brug for at finde avancerede ruter med mere end to vejpunkter, og hvis du gerne vil klikke i stedet for at indtaste adresser, ja så er Google Maps via Netkvik dit valg. Hvis du har brug for at finde ruter uden for Danmark, anbefaler vi, at du begynder med at prøve Google Maps via Netkvik eller Mapquest. Der er som regel ingen problemer, hvis du blot skal finde ruter fra by til by, men sommetider kniber det med at finde de exakte adresser. I lande hvor Google har dårlig dækning, kan du f.eks. prøve ViaMichelin. Den dækker nogle lande, hvor Google Maps ingen veje viser (f.eks. i Armenien),og man kan forstørre kortet til næsten fuld skærm (klik på ikonen under zoom skyderen og tryk på F11).

Korttyper
Google Maps og de kort, der er baseret på Google Maps, kan foruden et almindeligt vejkort vise et et satellitkort, som i mange områder (herunder Danmark) har en utrolig god opløsning. Desuden har Google en korttype, der hedder Terræn, som ikke er til stor gavn i Danmark, men som er uvurderlig i bjergrige områder. F.eks. vises navne på bjergtoppe og -pas kun under korttypen "Terræn". Blamdt de danske versioner af Google Maps er det kun Google Maps via Netkvik, som inkluderer korttypen "Terræn". Krak og Eniro tilbyder luftfoto for Danmark, samt skråfoto og gadefoto for en række byer i Danmark. Luftfoto og skråfoto kommer fra COWI, og har en meget fin kvalitet. De Gule Sider tilbyder også luftfoto.

Danske specialkort
Det første vi vil nævne, er et kort, som er sammensat af luftfotografier af firmaet COWI (Link 28). Klik på "Se Danmark før og nu". For at se kortet skal du installere et plugin. Selvom siden indikerer, at dette plugin er for Internet Explorer, fungerer det også fint i Firefox. Du kan nu sammenligne luftfotografier fra forskellige årgange, inklusive 1954 (kun for dele af landet), 1995, 2002 og 2008. En anden version af "Danmark før og nu" findes på Kort & Matrikelstyrelsens site (Link 29), hvor du kan finde landkort, matrikelkort og historiske kort. Der findes dog bedre matrikelkort på den Offentlige InformationsServer (Link 30). Her skal du først indtaste adressen og så klikke på "Kort" i det venstre panel. Der er to slags, "Skærmkort" og "Topografiske kort". Historisk Atlas er et ambitiøst projekt, hvor man på et kort over Danmark kan vælge at få vist, hvor der findes historiske seværdigheder (Link 31), efter valg af emner eller peioder. Disse vises indtil videre kun for Syddanmark. Man kan også vælge korttype (f.eks. søkort), og korttypen vises for hele landet.

Et kort med postnumre fra Post Danmark kan findes på Link 32. På Link 33 kan du finde et kort fra 2007 med de nye regioner og kommuner, og du kan desuden finde historiske kort over amter og kommuner siden år 1683. Skovognatur.dk har en side med links til forskellige naturkort (Link 34), såsom et friluftskort og et skovkort.

Norske kort
Mange lande har deres egne digitale kort online, og vi vil her kun nævne nogle norske kort. Geonorge.no er Norges nationale geografiske portal (Link 35). Klik på "Launch map viewer". Norgesglasset (Link 36) er nok mere interessant for de fleste, eftersom det er et topografisk kort. Når man aktiverer "Kartskygge", får man lidt af en 3D effekt (ligesom Google's "Terræn"). Men endnu bedre er Norge i bilder (Link 37), som viser Norge fra luften ved hjælp af en kombination af satellit- og luftfotos. Det er meget fine billeder, som kan være af stor gavn, eftersom Google's satellitkort for Norge har meget dårlig opløsning i mange områder (f.eks. Kristiansand). De Gule Sider har god dækning med både Flyfoto, Gatebilder og Skråfoto (Link 38). Deres skråfoto udmærker sig ved, at man kan dreje kortet og se bygninger fra fire sider (nord, øst, syd og vest). Et andet kort med luftfoto og skråfoto (men med dårligere dækning end De Gule Sider) findes på 1881.no (Link 39). Statens Kartverk har på Link 40 både topografiske koprt og adgang til Norge i Bilder.

Kort over kontinenter, lande, landsdele og byer
Google Maps og mange af de andre korttjenester, som er nævnt ovenfor, kan selvfølgelig give dig et kort over et kontinent, et land, en landsdel, eller en by. Hvis du gerne vil gemme et sådant kort i en separat fil, kan du blot kopiere skærmbilledet, beskære billedet og gemme det som en JPG eller GIF fil (brug JPG hvis billedet har mange farver, som f.eks. Google Maps med satellitbillede, brug GIF hvis billedet har få farver, som mange landkort har). Hvis du ikke ved, hvordan man gør det, eller hvis du gerne vil gøre processen nemmere, kan vi anbefale programmet Gadwin Printscreen, som er et gratis program, du kan hente ved at klikke her. Hvis du vil spare dig selv for besværet med at navigere til de forskellige lande i Google Maps, kan du gå til Earthtools, som gør det nemt for dig (Link 41). Men du kan også finde landkort, som du kan downloade som selvstændige filer eller kopiere fra et billede på en webside. Hvis kortet vises som et billede, skal du blot højreklikke på det og vælge "Gem billede som...".

En af de bedste lister over landkort på internettet er "the Perry-Castañeda Library Map Collection" fra "The University of Texas at Austin" (Link 42). Her kan du finde kort over alle verdensdele og alle lande, over de amerikanske stater og de amerikanske nationalparker, over byer, etc. Mange af kortene findes i flere størrelser. Andre omfattende lister over kort-ressourcer på internettet kan findes på Link 43-45). World Map FinderLink 46 er et andet site med masser af kort. På trods af navnet er siden på dansk. På Link 47 findes store kort over Europa og udvalgte europæiske lande (herunder Danmark) i PDF format. United Nations har også et website med PDF kort over udvalgte lande og specielt over de områder, hvor UN har aktive projekter (Link 48). CIA har en del kort i både PDF og JPG format på Link 49. Et andet site med store kort (her i GIF format) er geoatlas.com (Link 50). Geology.com har mange udmærkede kort, både politiske såvel som satellitkort (Link 51). Hvis du er interesseret i nogle små kort over verdens lande er theodora.com's Quick-Maps (Link 52) måske det, du har brug for.

Kort til udendørs aktiviteter
Der findes et utal af specialkort på internettet. Her vil vi nævne et par stykker, som er af interesse for folk, som dyrker udendørs aktiviteter såsom bjergbestigning, vandring (hiking) og cykling. Under "Danske Specialkort" har vi nævnt naturkortene fra Skovognatur.dk. Til mange udendørs aktiviteter har man brug for topografiske kort, og vi har nævnt nogle topografiske kort for Norge ovenfor. Topografiske kort for USA kan findes på TopoQuest (Link 53). Mange af de kort, der bruges i GPS apparater, er topografiske kort. Det er som regel kort, man køber, men der findes en hel del som man gratis kan downloade fra internettet. På Link 54 kan du finde en søgemaskine, som kan lokalisere gratis kort i Garmin GPS format (.img filer). Du zoomer simpelthen ind på det område, du er interesseret i, og så bliver de tilgængelige kort for området listet i højre side.

Mht. bjerge kan det være svært at finde bjergtoppe på Google's kort. Hvis man vil se navnene på bjergtoppe og -pas, skal man bruge korttypen Terræn. Mountains Mounts er et website, som viser beliggenheden af de fleste bjerge i verden på et lille udsnit af Google Maps (Link 55). Hvis du har brug for at finde vandreruter, som kan downloades for anvendelse i din GPS, kan vi anbefale GPSies, Wikiloc og MapMyHike (Links 56-58). GPSies og Wikiloc har også cykelruter, og Wikiloc indeholder desuden andre aktiviteter såsom bejrgbestigning, kajak, ski, sejling, hang gliding, para gliding og dykning. Et søstersite til MapMyHike hedder MapMyRide, og her kan du finde cykelruter (Link 59). MapMyHike har ikke mange stier i Danmark, men der er mange cykelruter på MapMyRide.

De tracks, du downloader, er som regel i KML eller KMZ format, som bruges af Google Earth, eller i GPX format, som bruges af mange GPS apparater. Hvis du har brug for at konvertere til et andet format, kan du gøre det på GPSies website (Link 60).

For folk, der dyrker geocaching findes der kort på Links 61-62, som viser skattenes beliggenhed.

GPS kort
Der findes et hav af GPS kort til de mange forskellige fabrikater og modeller af GPS apparater, der efterhånden findes. Vi vil her nøjes med at omtale kort til Garmin GPS apparater, som er blandt de mest udbredte. Som omtalt i afsnittet ovenfor kan man finde en del gratis kort til Garmin GPSer på nettet. Vi lister igen GPS Map SearchLink 63, som kan bruges til at finde gratis Garmin GPS kort for et område, som du selv definerer på sidens kort. Et godt site til at lære om kort og kortværktøjer er Free Geography Tools (Link 64). De har en side, der lister ressourcer for gratis Garmin GPS kort på Link 65. En anden liste kan findes på Link 66.

Et af de mest populære gadekort er OpenStreetMap.Du kan finde en beskrivelse på Link 67. Det dækker også Danmark, og du kan se, hvordan det ser ud på Link 68. OpenStreeMap kaldes også OSM, og du kan finde download information for kort i Garmin GPS format, baseret på OSM data, på Link 69. Kort i Garmin GPS format kaldes undertiden for Mapsource kort, idet Mapsource er navnet på Garmins program til visning af kortene på en PC.

Landefakta
På Netkviks forside har vi tre links med landefakta (Links 70-72). CIA's "Factbook of the World", som er på engelsk, er meget grundig og up-to-date. BBC har også en udmærket side med landefakta (Link 73). National Geographic har en kort beskrivelse af alle lande på Link 74. HRW World Atlas (Link 75) har et landkort og kort information for hvert land med et billede af landets flag. Det er faktisk et udmærket site, hvis du kun lige vil have de vigtigste fakta for et givet land. En anden side med små landkort, men mere information om hvert land er nationalsymbols.com (Link 76). Dette site inkluderer også nationalsangen for hvert land i MP3 og Midi format. CIA har også en side med alle landes flag (Link 77). For USA kan du finde information om hver stat på Link 78. Kort og information om Grønland kan findes på Link 79 (klik på "Vis interaktivt kort"), og om Færøerne på Link 80. På Link 81 kan du finde navnene på de europæiske lande på 55 forskellige sprog.

Hvis du har brug for statistikker for alle lande, er det svært at slå Nationmaster.com (Link 82). De har et hav af statistikker i 30 kategorier. Når du klikker på en kategori, får du først en liste med "Top Stats". Klik på "All Stats" for at se alle statistikker. Alternativt kan du vælge kategori og statistik i de "drop down boxes", der findes øverst under "Facts and Statistics". Der er også et "Advanced view", hvor du f.eks. kan begrænse de lande, du ønsker at se statistikken for, til Europa. Det kan sommetider være svært at gætte, hvor en vis statistik befinder sig (f.eks. findes selvmordsstatistikker under "Health"), men heldigvis er der et søgefelt, som du kan bruge. Statistiske kort for Norden kan findes på Link 83. På Link 84 findes links til sites med både landefakta og geografiske data i øvrigt.
  Netkvik Forside  
© 2008-2010 Netkvik     Valid HTML 4.01 Transitional